I juli 2025 mødtes unge fra Danmark, Finland, Ukraine og Cypern på Ungdomsøen til “YoungVoices” – en ungdomsudveksling med fokus på demokrati, aktivt medborgerskab og unges stemme i samfundet.
I løbet af en uge blev øen forvandlet til et levende laboratorium for demokrati, aktivt medborgerskab og kulturel udveksling – alt sammen med fokus på at give unge mod og redskaber til at bruge deres stemme. Gennem workshops, debatter, frivilligt arbejde, rollespil og kreative projekter arbejdede deltagerne med at udtrykke deres holdninger, forstå demokratiske processer og styrke deres evne til at samarbejde på tværs af kulturer. Mange oplevede at samarbejde på tværs af sprog og kulturer gav nye perspektiver og styrkede deres evne til at tænke kritisk og løse problemer sammen.
En af de store aktiviteter var at planlægge og afholde en offentlig udstilling, hvor deltagerne præsenterede deres kunstprojekter om globale problemer og ideer til forandring samt lavede en “time capsule” til fremtiden.
Arbejdet med Youthpass
En central del af udvekslingen var arbejdet med Youthpass, som er Erasmus+’ officielle læringsværktøj. Youthpass hjælper unge med at sætte ord på de kompetencer, de udvikler under en udveksling – både personlige, sociale og faglige. Undervejs blev der afsat tid til, at deltagerne kunne reflektere over deres oplevelser og koble dem til Youthpass’ otte nøglekompetencer, såsom kulturel bevidsthed, samarbejde, selvudfoldelse og aktivt medborgerskab.
Hvad fik deltagerne med hjem?
Kreativ udstilling og tidskapsel:
Som kulmination på forløbet skabte deltagerne en udstilling på Ungdomsøen, hvor de præsenterede deres egne projekter og budskaber om temaer, de selv fandt vigtige - f.eks. stoffer, klimaforandringer og forurening af havene, samt lysforureningens konsekvenser for dyr og naturens rytme. Udstillingen blev planlagt og udført af deltagerne selv, og gav dem mulighed for at omsætte refleksioner til kreative udtryk og konkrete bud på forandring. En central del ad udstillingen var en tidskapsel, hvor deltagerne har valgt spørgsmålene som alle bidragsyderne skal svare på. Aktiviteten styrkede både ejerskab, samarbejde og følelsen af, at deres stemmer og perspektiver kan skabe reel betydning - her og nu, men også i fremtiden.
Forældrene oplevede, at deres unge mennesker kom hjem med større modenhed, selvtillid og lyst til at engagere sig. Flere nævner, at deres unge nu tør tage ordet, har fået nye venner og er blevet mere nysgerrige på verden.