|
Heltidsundervisningen i Ung Egedal er et alternativt kommunalt skoletilbud til unge på 8.-10.klassetrin, der ikke får det fulde udbytte af skolegangen i folkeskolen.
Ifølge folkeskoleloven kan undervisningspligten ”opfyldes ved deltagelse i heltidsundervisningen i den kommunale ungdomsskole i henhold til lov om ungdomsskoler”.
Ungdomsskolens heltidsundervisning blev indført i 1975 i forbindelse med udvidelsen af undervisningspligten fra syv til ni år og med det formål at åbne mulighed for, ”at elever, der har behov for en anden undervisning end folkeskolens, kan opfylde deres undervisningspligt ved deltagelse i ungdomsskolens heltidsundervisning, uden at der skal særlig tilladelse hertil”.
Ifølge ungdomsskolebekendtgørelsen af 20. november 1990 skal heltidsundervisningens indhold ”stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen og give eleverne de samme muligheder for en alsidig udvikling og kendskabstilegnelse, som hvis de havde gået i folkeskolen”.
Dog er ungdomsskolens heltidsundervisning ikke bundet af folkeskolens regler om deling på klassetrin, fagrække, læseplaner, timeopdeling m.m., hvilket giver ganske særlige muligheder for udformning af undervisningstilbud.
Det betyder1. at heltidsundervisningen kan lade en række praktiske opgaver, der kan motivere indlæringen af det teoretiske stof, indgå i undervisningen.2. at undervisningen kan tilrettelægges individuelt med udgangspunkt i den enkelte elevs evner, manglende kundskaber, faglige huller og særlige interesser og ønsker.
I Heltidsundervisningen tilrettelægges skoledagen i et vist omfang utraditionelt med hensyntagen til den enkelte elevs behov. Undervisningen vægter i høj grad at bibringe eleven selvtillid og social forståelse samt at udvikle såvel teoretiske, faglige som praktiske kompetencer hos eleven.
Vi lægger vægt på at skabe et trygt og udviklende miljø for den enkelte elev og arbejder målrettet på at skabe det bedst mulige grundlag for fortsat uddannelse og beskæftigelse.
Det er ikke alle, der har mulighed for at modtage dette tilbud, da man først skal gennem en visitation for at blive optaget. så hvis du vil vide mere om dette tilbud, bedes du kontakte afdelingsleder Iben Grønbæk på telefon 72599204.
På Ung Egedal vil eleverne altid møde tydelige voksne med både socialt og fagligt overblik.
|